Ernst Barlach: Skulptur 'Den syngende mand' (1928), reduktion i bronze, højde 34 cm

Dette mesterværk af Ernst Barlach, støbt i bronze i 1928, er et ikon for modernismen og sandsynligvis det hyppigst afbildede skulpturelle værk af tysk oprindelse i verden. Det pryder forsiden af mange illustrerede bøger og er fast inventar i verdensberømte museer og samlinger, herunder Museum of Modern Art i New York. I denne skulptur genkender vi "uendeligheden i det tavse spejl af klare lyde, enkle toner" (som Barlach skrev om en tilfældig musikalsk oplevelse i et notat dateret 23. august 1914). "Den syngende mand" er et perfekt eksempel på, hvad Barlach formulerede som sit kunstneriske credo: "Mit modersmål er den menneskelige figur eller miljøet, det objekt, gennem eller i hvilket mennesket lever, lider, glæder sig, føler og tænker. For at markere 150-året for hans fødsel har vi produceret et begrænset oplag på kun 150 eksemplarer af hans berømte 'Singing Man' som en stor skulptur, der udelukkende er tilgængelig hos ars mundi. Skulptur i fin bronze, støbt i hånden ved hjælp af teknikken med tabt voks, ciseleret og patineret. Støbt direkte fra originalen og reduceret i størrelse (reduktion). Begrænset oplag på 150 stk. på verdensplan, individuelt nummereret og med signaturen 'E. Barlach' og støberimærket. eksklusiv udgave af ars mundi. Med nummereret ægthedscertifikat og begrænsningscertifikat. Størrelse 34 x 26 x 40 cm (h/b/d). Vægt ca. 13 kg."Et af de mest fremragende og populære designs i Ernst Barlachs oeuvre er "The Singing Man" fra 1928, hvor kunstneren var på toppen af sin kreative formåen. Barlachs grundmotiv er mennesket, der kigger ind i sit inderste væsen til det afgrundsdybe. Kropsholdning, kontemplation og eftertænksomhed præger hans udtryk. At lytte er en del af det at synge. Åndedrætsteknik og sprog skal danne en fælles bue, hvorfra der udgår renhed. Sang er som al musik flygtig. Det, der rammer lytteren, er ikke sangen, indholdet. Det er tonernes rækkefølge, måden, melodien, det unikke i, at sangen slutter sig til kosmos som en del af en uendelig orden. Det er det dybe øjeblik af erkendelse, som kunstneren indfanger i hver eneste fold af sin kappe, i hele sin krop. Det giver genlyd og resonans gennem skulpturen (personare) og gør sangerens person til instrument for noget mere betydningsfuldt. (Dr. Friedhelm Häring - tidligere museumsdirektør og kurator)